Anmeldelse af Google Analytics
Fordele og ulemper med Google Analytics
Fordele
-
Giver værdifuld indsigt i din trafik
-
Gratis at bruge
-
Giver dig mulighed for at tilpasse dine rapporter
-
Kan nemt installeres på ethvert websted
-
Kræver ingen viden om kodning
Ulemper
-
Kundeservice er svær at komme i kontakt med
-
Svært at lære for begyndere
Brugervenlighed
Selve processen med at komme i gang med Google Analytics tager kun et par minutter, og det meste er selvforklarende undervejs. Du skal have en Google-konto, men hvis du ikke har en, oprettes den automatisk under din tilmelding. Så skal du indtaste et kodestykke fra Google på den relevante hjemmeside, men hvis du bruger WordPress kan dette nemt gøres med Google Suite-udvidelsen. Du kan også tilføje det manuelt ved hjælp af forskellige udvidelser eller selv tilføje det til koden.
En af de ting, vi godt kan lide ved Google-produkter, er, at de er meget brugervenlige. Det gælder også Google Analytics, som nemt kan sættes op uden tidligere erfaring med programmet. Når det er sagt, kan nogle brugere finde det lidt krævende at få Google Analytics sat op for første gang, men der findes utallige guider online.
Fordelen ved Google Analytics er, at tjenesten er meget godt integreret på tværs af forskellige Google-tjenester, og at det store netværk løbende indsamler information. Dette giver dig fuld adgang til et væld af nyttige oplysninger, men det er også værd at bemærke, at disse data deles med Google. En af de første ting, du bliver spurgt om, når du aktiverer tjenesten, er et samtykke til datadeling, noget du ikke rigtig kommer udenom.
På et mere teknisk plan er Google Analytics let at læse, og du kan selv vælge, hvilke data du vil have med i din rapport. Dette giver dig mulighed for at tilpasse rapporten til relevante afdelinger, eller blot inkludere de værdier, du ønsker adgang til. Denne funktion er især relevant, hvis analytikere skal have adgang til forskellige værdier, eller en marketingafdeling aktivt følger udviklingen af deres SEO-strategi.
Sidst men ikke mindst kan integration med Googles Youtube- og AdWord-netværk give virksomheden adgang til al sin aktivitet på én platform. Dette vil gøre arbejdet lettere for dem, der skal analysere dataene, men også forhindre, at virksomheden skal bruge en række brugernavne og adgangskoder på forskellige tjenester til samme formål.
Funktioner
Når det kommer til funktionalitet, er Google Analytics fuld af nyttige funktioner, du bør være opmærksom på. For selvom platformen primært indsamler data – kan disse skræddersyes til forskellige formål. Vi vil derfor se nærmere på nogle funktioner i Google Analytics, der viser den værdi, dette program giver din virksomhed.
- Forstå dit indhold – En af de vigtigste funktioner i Google Analytics er evnen til at forstå indholdet på din hjemmeside. Ved at gå til afsnittet om webstedsindhold i Google Analytics kan du se, hvilke artikler og sider på din hjemmeside, der er mest populære. Du får også indsigt i, hvor de fleste brugere forsvinder fra din side, hvilket kan gøre det nemmere at tilpasse brugeroplevelsen (UX).
- Tjek Bounce Rate – hvor mange mennesker der kommer ind på dit websted, men så forsvinder igen, kalder vi Bounce rate. Google Analytics har værktøjer, der giver dig mulighed for at måle dette, og derefter tilpasse din salgstragt efter resultaterne.
- Sådan fandt kunderne dig – En fordel ved at bruge et værktøj fra Google er, at du kan samle information fra hele Google-universet. Dette er især attraktivt, når du kan udvælge, hvilke søgeord der får kunderne til at finde din hjemmeside. Dette giver dig mulighed for at bygge videre på din SEO-strategi, samt tilpasse indholdet til optimale resultater.
- Visualiser kunderejsen – Hvor kommer kunderne fra, og hvad laver de på vores hjemmeside? Google Analytics indsamler data, der gør det muligt at visualisere, hvordan kunderejsen på din hjemmeside ser ud, hvilket kan gøre det muligt at sikre den ønskede kundeoplevelse.
Kundeservice
Vi kunne have skrevet en hel artikel om kundeservice på Google-produkter, men virkeligheden er, at den simpelthen ikke er særlig god. Google har bygget en mur af automatisering, hvilket gør det praktisk talt umuligt at nå en rigtig person at tale med. Vi har forsøgt vores bedste flere gange, men vi ender på Googles fora eller ‘ofte stillede spørgsmål’-sider hver eneste gang.
Der er heller ingen nem måde at kontakte virksomheden på telefon og e-mail, da disse oplysninger virker nærmest umulige at opspore. Vores konklusion er derfor desværre, at Google lever på sin markedsdominans, men kundeservice er ikke noget, de er særligt bekymrede over.
Efter vores originale tests har vi igen forsøgt at komme i kontakt med virksomheden, eller det danske datterselskab – men vi er stadig stødt på lukkede døre hele vejen. Virksomheden er afhængig af automatisering, der får alle veje til at føre til det samme sted – ikke Rom, men Googles forum.
Priser
Selvom kundeservice hos Google Analytics er blandt de værste, vi har oplevet, er der ingen, der kan slå Google på pris. Tjenesten er helt gratis at bruge, hvilket er praktisk for dig, der for nylig har startet en virksomhed eller hjemmeside. Du kan vælge, om du blot vil installere Google Analytics-udvidelsen (WordPress), eller om du vil bruge hele Google Suite på din hjemmeside.
Uanset hvilken løsning du vælger, er tjenesten 100 % gratis, hvilket betyder, at du kan få et omfattende indblik i din trafik, uden at skulle betale for dyre abonnementer. Det er også det, der gør, at de fleste er enige i den omfattende informationsdeling, som Google har integreret i sine løsninger.
Vil du derimod bruge mere avancerede værktøjer, findes der en række udvidelser og tredjepartsværktøjer baseret på Google Analytics. Her er Monster Insights den mest populære, der bruger data fra Google til at lave deres egne rapporter. Dette program er tilgængeligt i både gratis og betalte varianter, men omtale af disse falder desværre uden for denne anmeldelses omfang.
Hvem passer programmet til?
Det kan være svært at indsnævre, hvem Google Analytics egner sig til, da dette faktisk er et godt program for alle, der har en hjemmeside. Uanset om du driver en netbutik, blog, virksomhedsside eller encyklopædi, vil Google Analytics give dig værdifuld indsigt i, hvem der bevæger sig rundt på din hjemmeside.
Som vi nævnte i funktionerne herunder, kan Google Analytics give dig uvurderlig indsigt i, hvordan brugeroplevelsen ser ud med rigtige data, som kan give dig mulighed for at skræddersy den. Ved at vide, hvordan de fleste kunder bevæger sig rundt på din hjemmeside, kan du nemmere lave de nødvendige ændringer undervejs. Det handler om at forbinde design og funktionalitet, men også at have det rigtige værktøj til at måle resultatet af disse ændringer.
Vi kan derfor konkludere, at Google Analytics i praksis er et godt værktøj for alle, der ønsker data om deres hjemmeside. At værktøjet er gratis at bruge, gør det særligt velegnet til dig, der har en lille privat hjemmeside, eller for nylig har lanceret en hjemmeside med et lille budget. Du får adgang til al den vigtige information, helt uden at skulle betale for dyre modeller – så længe du er villig til også at dele den med Google.
Konklusionen er derfor, at Google Analytics er et must-have for alle hjemmesider, der ønsker indsigt i deres trafik på en overkommelig og effektiv måde. De forskellige udvidelser tager lidt strøm fra serveren og er meget brugervenlige, hvilket gør det til et populært valg, uanset om du har tidligere erfaring med løsningen eller ej.
FAQ
Hvad er Google Analytics?
Google Analytics er et gratis datasporingsværktøj fra Google, der giver dig mulighed for at indsamle nyttige oplysninger om aktiviteten på din hjemmeside.
Hvor meget koster det at bruge Google Analytics?
Der er ingen omkostninger forbundet med at bruge Google Analytics, så længe du bruger Googles egen løsning. Hvis du vil have tredjepartsværktøjer såsom Monster Insights, kommer disse med deres egne abonnementer.
Kan du bruge Google Analytics med WordPress?
Ja, du kan bruge Google Analytics med WordPress. Du kan installere udvidelsen til Google Analytics, eller få den integreret gennem Google Suite-løsningen til WordPress.